torsdag den 28. februar 2008

Snemosaik

Som én skrev på min blog, så kan det nogen gange være svært at scrappe sig selv. Især hvis man ikke lige synes, at man ligner en fotomodel på billederne :O) Så den tog jeg op, og lavede et LO med mig (selv sagde hunden) i sneen. Jeg har liftet fra Charlotte(bits and pieces), som netop havde indrammet et foto med en "restmosaik". En sød og genial idé. Teksten er bogstaver fra et ark, som vist nok var en pakkekalendergave (undskyld, men jeg husker åbenbart ikke så godt...arbejdsskade :O) ). Og de passer bare perfekt hertil, da de er sådan boblede og i klar og blå.

Det var så lige et hurtigt "klik" fra mig....ikke at jeg har travlt...herligt med mit nye job, der betyder, at jeg i dag feks. var hjemme lidt over to. Så måske skal der scrappes....eller også vil jeg læse den roman færdig, som jeg er i gang med. Hmmm...mon ikke jeg skulle hive scrapsagerne frem...var nemlig i Panduro med Maribi i går, og fik købt en liiiiille smule...karton, ET ark papir, hobbylak og glimmer. Og så håber jeg forresten, at Maribi snart er færdig med den "tis-gule" udfordring :O) Hun har også allerede en ny udfordring klar til mig...noget som hendes mand (!) har valgt...skræmmede :O)

Ha' en rigtig dejlig dag og ny solen. Tak for besøget.

mandag den 25. februar 2008

Goggles...eller skibriller, på dansk.

Et skønt foto af Jonas i skiliften.
Sort karton, orange papir, div. bogstaver som jeg har malet med hvid acryl og dymoen igen...bare med blåt denne gang :O)
Jeg havde selv "fornøjelsen" at køre med skibriller, den allersidste dag...dvs. at jeg spassede ud, fordi de jo duggede helt til...OG mine egne briller inden under duggede også. Jeg vidste jo ikke, at det forsvinder efter lidt tid :O) Nå, men jeg fik da kylet dem ned i sneen på et tidspunkt, i min arrigskab (pinligt...Christina 3 år) og røg derefter på bænken for at køle og dugge af. Det hjalp :O) Derefter var det jo ingen sag at køre med gogglerne på.....
Ja, og nu er Steen kørt til Østrig igen, denne gang med et hold kunder....det heldige asen. Neeeeej, ungerne og jeg er da ikke spor misundelige :O) Det var alt for i dag. Tak fordi du kiggede forbi.

lørdag den 23. februar 2008

Tak for præmien....og min udfordring til Maribi

Marianne var forbi mig i dag...og havde en skøn præmie med til mig...selvom jeg ikke havde lavet dobbelt LO'et :O) Præmien bestod af en lille æske fyldt med gennemsigtige knapper, en lille æske med knappenåle med glimmer-hoved og en lille pose med nogle skønne hjerte-pins. TAK !!!
Nå, men da vi sidder over scrappebordet, kommenterer Marianne på noget gult karton, som jeg har. "IiiUUUUU en ækel tisgul" siger hun...OG LIGE DA, får jeg ideen til min udfordring til hende :
Brug dette gule karton og lav et påske-LO ! (Og farven er IKKE tisgul...men pastel!).
Så nu glæder jeg mig til at se, hvad Marianne finder på...og jeg skal ud og finde en skøn lille præmie til hende...noget i "tisgult" måske :O)
(Joooo, jeg kan da også være en "heks"....hi hi hi gnæk gnæk gnæk)

fredag den 22. februar 2008

SÅ !....Maribi....


Den kære Maribi sendte mig sidste weekend en lille udfordring...eller...et valg mellem to skitser. Det viste nedenfor var det ene...det andet var et dobbelt LO, som jeg slet ikke havde mod til at kaste mig over. HVIS jeg lavede dobbelt LO'et vankede der en lille præmie..men ak, modet svigtede. Derfor blev det "kun" til en enkelt-sidet. Og det var ikke nemt, selvom det tror man måske at det er, sådan "bare" at lifte. Bare det at vælge et enkelt stk. papir..suk...brugte over en time på at mixe på kryds og tværs :O) Og tror I ikke, at Maribi herself kiggede forbi. OK, jeg havde forhørt mig, om hun kunne komme forbi med min "Cirkeline"...men så STRESSER hun mig, den søde heks :O) SÅ NU MARIANNE...er LO'et færdigt. Og jeg siger tak for udfordringen...og hævnen er sød :O)

Her er så resultatet. Jeg fik brugt nogle flere skiferie-fotos...skønt ! Billederne er fra vores første dag på skiskole. Og jeg er da rigtig glad for at ha' et billed af mig selv på trækliften...TAK STEEN!
Jeg har brugt hvidt bling-karton og BG papir...og Dymoen :O) Kan jo ligesågodt lave en rød tråd i skiLO'erne, tænkte jeg.

Så tak alligevel, Marianne ;O) Og tak fordi I kiggede forbi min blog. Rigtig god weekend !

torsdag den 14. februar 2008

Be My Valentine

Et YYYYYYNDIGT LO af husbond og jeg :O) Foto taget af Jonas, på toppen af Eiffel Tårnet...deraf den "fejlskrevet" titel. Billedet af selve konstruktionen har jeg taget..og jeg er vild med det. Kunne godt tænke mig at få lavet en kæmpe fotostat til køkkenet, men det koster vist en formue.
Et enkelt LO. Det lyserøde papir er "Elsie" og derom godt med rødt glimmerlim :O) og en overdådig rub-on under fotoet. Thickers bogstaver.
Så søde tanker til alle, her på Valentines dag.

tirsdag den 12. februar 2008

Pølsesnak...


Altså, de Østriger ! De smider pølserne i sammen med fritterne ! OG ungerne var henrykte...over de forrykte pølser :O) Så det måtte vi jo selvfølgelig have et lille snapshot af. Billederne er taget med en mobil...så de er desværre ikke helt så skarpe, som jeg kunne ha ønsket...men pyt så.
Jeg har brugt BG papir, chipboard bogstaver der har fået med en ordentlig gang rød acrylmaling, den gamle dymo (igen igen) og "Cirkeline".
Vil lige nævne, at jeg IKKE smagte på pølsen....dertil er mine smagsløg vist for forfinede :O) Til gengæld fandt jeg min yndlings forret, som jeg også fik dengang for 14 år siden..nemlig Gebackne Champignons mit tartaresauce...MUMS...det er lige så mundvandet løber, bare jeg skriver det :O) Altså, indbagte hele champignons....de har jo så også været en tur i frituren...hi hi.
Det var lige hvad jeg havde i dag...tak fordi du læste med.

søndag den 10. februar 2008

Lift, lifte, liftning...

Her er så mit 2. LO fra skiferien i Østrig. Billederne er taget på den sidste dag..man kan vist godt se, at Jonas ser lidt trist ud...det var den sidste tur op på bjerget. Titlen er Lift us up (where we belong...kom jeg til at tænke på). Papiret er fra BG, og så fandt jeg den gamle Dymo frem igen.
Med hensyn til titlen, så kommer jeg jo også til at tænke på mit nye job, som vikar på Hvalsø Ældrecenter. For der er der jo også lifte...bare af en anden art. Og der sidder faktisk "Liftkort" på selve "dyret". Altså, en lift dér, er en slags mekanisk hejseværk man løfter borgerne op og ned i sengen med. Jeg har endnu kun prøvet at "styre" liften...og en kollega har sagt, at jeg også skal prøve en "tur", for at få en fornemmelse for, hvordan det føles og virker. God idé.
Jeg må sige, at jeg var rigtig glad og positiv da jeg cyklede hjem fra jobbet i fredags. Jeg følte, at jeg virkelig havde gjort en forskel og udrettet noget. En skøn følelse. Gjorde mennesker glade, bare ved at sludre med dem, mens jeg feks. gjorde rent hos dem...eller bare sad, mens kaffen blev nydt. Herligt ! Men også et meget fysisk betonet job...jeg svedte godt i hårbunden, under en større rengøring...smadder irriterende, at jeg altid sveder i håret, så det ser ud som om jeg lige har vasket hår og glemt at tørrer det :O) + :O(
Nå, solen skulle jo tittet frem igen i dag...så jeg har planlagt en tur i skoven sammen med Maribi...hun ved det bare ikke endnu :O) Vi skal nemlig scrappe sammen i dag....glæææææder mig ! Men vi skal sørme også lige ud, hvis og når solen skinner. Så...rigtig god søndag, og tak fordi du surfede forbi mig.

lørdag den 9. februar 2008

Samkørsel til Ryslinge ?

Jeg har fået oplyst, at der er planer om samkørsel fra Sjælland til Ryslinge...jeg kan bare ikke finde noget om det nogen steder...så hjæææælp :O)
Er i fuld gang med et nyt ski-LO, om jeg håber at nå at oploade i dag. Ha' en fantastisk lørdag og husk at nyde det gode vejr...jeg bliver nok nødt til at tvinge mig selv væk fra scrapsagerne :O)

onsdag den 6. februar 2008

Første skiferie LO...

Her er det Simon som er foreviget på toppen af bjerget. Et fint og enkelt foto...og deraf også LO.
Som teksten siger: Tro på det og du kan gøre det ! så levede Simon fuldt op til det :O) Han kastede sig bare ud i det...og kunne stå på ski efter den første dag på skiskolen. Og han er jo simpelthen frygtesløs...det kan så både være godt og skidt. Heldigvis kom han ikke til skade..selvom han faktisk tog den ned af sort løjpe...GISP da jeg hørte det...blev lidt vred på manden...men de slægter hinanden på, når det drejer sig om fart og fornøjelse.
Steen fortalte, at Simon på et tidspunkt var meget tissetrængende, og derfor bare skulle ned i en fart. Simon fræser dernedad, og ved et plateau står der to mænd og prøver at tage sig sammen til at komme ud over kanten...dér suser Simon lige imellem dem og videre ned. Was war das ? Hast du das gesehen ? lød det fra de to. Steen morede sig og fulgte ned efter Simon...og lod de to mænd stå og sunde sig...og måske samle lidt mere mod :O)
Nå, men syntes egentlig nu, at LO'et ser lige lovlig fersk ud...der er lidt mere kulør over det i virkelighed.
Håber at kunne få lavet en masse scrapperi her i weekenden, der snart kommer. Så trænger jeg også til nogle fridage. Det er ikke så fysisk hårdt på jobbet...endnu...da jeg jo kun er "føl". Men psykisk synes jeg, at det er lidt hårdt. Altså, alle de gamle og syge, der blot ligger og venter på "at komme afsted". Hvor er det en trist måde at ende sit liv på. Kan godt forstå, at min mormor altid sagde, at hvis hun nåede dertil, så ville hun hellere aflives som en hund. Desværre kom det dertil...et "gode" var det måske så, at hun var så dement tilsidst, at hun ikke forstod, hvor galt det stod til med hende. Og faktisk kom hun på plejehjem...hvor hun kun nåede at være i et halvt døgn, inden at hun røg tilbage på hospitalet, hvor hun døde. Suk..... Så jeg tænker rigtig meget på min søde momse for tiden....men heldigvis har jeg MASSER af gode og livsbekræftende minder om hende ! Nå, der røg jeg så over i et helt andet emne....langt fra Østrig, må man sige :O)

Men tak fordi du kiggede forbi...Servus !

mandag den 4. februar 2008

SKI' GODT !

Hvorfor kunne vi ikke bare blive der ? Emigrere ? Få job som servitrice iført drindl kjole og steen og ungerne i lederhosen ? Og så stå på ski hver formiddag ! SUK ! Som du kan forstå, var det alletiders skiferie, vi lige har været på :O) Stedet var Maria Alm i Østrig....nær Zell am See.

Vi ankom tidlig lørdag morgen...og jeg mener tidligt! Kl. seks parkerede vi foran hotellet...og der sad vi så og ventede på, at der skulle blive tændt lys, så vi kunne tillade os at gå indenfor. Klokken syv kunne vi se, at de gik igang med at dække op til morgenbuffeten, så vi gik ind og spurgte, om det var ok at vi kom indenfor og betalte os til noget morgenmad. Aber natürlich ! Og vores værelse kunne vi da også få ! Perfekt ! Vi havde regnet med, først at kunne installere os engang om eftermiddagen. Så vi fik hurtig taskerne op på værelset, spiste morgenmad og derefter iført os al skiudstyret...afsted ned og få ski, støvler og stave....og SÅ til pisterne !

Vi startede for os selv om lørdagen...sådan lidt på børnebakken (ha, kald det lige en bakke), derefter hen til trækliften...og selvfølgelig fik Steen lokket os op med T-liften, så vi kunne spise frokost på bjerget. Vi kom da heldigvis helskindet ned...Jonas valgte at gå/kure ned...vi ander tog den på ski.

De følgende tre dage stod den på SKISKOLE ! Hold da fest det var altså sjovt...og meget givtigt ! Vores lærer, Sigfried, var mægtig sød og god. Jeg avancerede på anden dagen til et andet hold, sammen med en herlig dansk Viborgenser. Her lærte vi mange tips og tricks...og jeg endte da med at køre helt forsvarligt :O) Og man fik talt både engelsk, tysk og fransk..og måske lidt hollandsk :O) Jeg skal helt sikkert også på skiskole næste år !

Steen kan jo godt stå på ski...og drengene...de lærte det lynhurtigt ! Det er altså imponerende at se, hvor hurtigt børn bare lærer at stå på ski. Og de suser bare der ned af....keine angst. Jeg er ikke et naturtalent...det fandt vi hurtig ud af...så Steen og ungerne tog til et andet bjerg og kørte dér. Jeg forblev på "mit" mindre bjerg. Det var ok, for her kunne jeg køre i mit eget tempo. Og her var jo også dem, jeg havde gået på skiskole med.

Godt nok fik Steen lokket mig med over på kæmpe-ski-bjerget...og det endte da også med, at jeg lavede to megastyrt...det ene hvor jeg landede pladask på maven (AV) og et andet, hvor jeg desværre slog min tommeltot noget så grundigt ! Troede faktisk at den var forstuvet. Tog tilbage til hotellet for at sunde mig. Totten var godt nok svulmet op og ikke særlig bevægelig. Næste dag tog mand og børn afsted, og jeg ville lige se tommeltotten an. Men allerede efter en halv time på værelset kedede jeg mig, så på med skitøjet og afsted igen. Jeg kunne heldigvis godt stå på ski...om end jeg var lidt nervøs for at skulle falde og komme til at tage fra med hånden.
Det blev en noget kortere dag på ski, for ondt gjorde tommeltotten...men så tog jeg da bare på konditori ! Skønne skønne flotte smukke lækre kagestykker ! Det var altså svært at vælge, hvilket stykke jeg skulle sætte tænderne i ! Og bare jeg havde haft kameraet med :O)

Lørdag...sidste dag...følte jeg mig rigtig god, så jeg tog med mand og børn op på det store stygge bjerg...og jeg faldt ikke :O) Det var bare SÅ flot og hyggeligt. En rigtig god sidste dag i Maria Alm.
Servus !

Nå, jeg kunne jo blive ved og ved med at fortælle....men nu skal der jo scrappes nogel ski-LO'er!Har mange flotte fotos fra ferien og jeg glæder mig til at komme igang. Håber at få printet nogle billeder i dag. Så er der jo også lige al tøjet der skal vaskes og ordnes. Og lidt indkøb der skal gøres. Og så skal jeg jo også lige forberede mig på, at skulle starte på det nye job i morgen.

Tak fordi du kiggede forbi :O)